Print
Af

Store forskelle på danske villaers energimærker

Indblik er i denne uge skrevet af Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom hos Realkredit Danmark.

Der er ofte en hel del fokus på energimærkningen af de danske ejerboliger. Fokus kan svinge fra betydningen af et godt energimærke for boligejerens private økonomi til effekten på boligens salgspris eller alternativt en illustration af det store potentiale for energiforbedringer af de danske ejerboliger.

Siden 2010 har det været lovpligtigt at skulle udarbejde et energimærke for ens bolig, hvis den skal sælges. Også ved opførelse af nyt hus er der i dag krav om, at der skal laves et energimærke. Energimærket giver boligejeren en indikation på den årlige udgift til varme og varmt vand ved at bo i huset.

Energimærkningen for boliger benytter sig af en skala fra A til G, hvor G angiver dårligst mulige energieffektivitet. Samlet set spænder udgiftsskalaen ved fjernvarme fra en forventet årlig udgift på i omegnen af 5.000 kroner ved et energimærke A og op til i omegnen af 30.000 kroner ved en G-mærkning. Det er en forskel på hele 25.000 kroner fra bedste energimærke til dårligste energimærke.

Energimærkning på 350.000 huse

Der er blevet lavet energimærkning på mere end 350.000 huse, siden ordningen blev introduceret. Vi har set nærmere på fordelingen af disse energimærker på tværs af landet. Vi har sammenvægtet energimærkerne for parcelhuse i de enkelte kommuner med en karakterskala, hvor A-huse giver 1 point og G-huse giver 7 point. Hvis alle parcelhuse har energimærket A, vil kommunen opnå karakteren 1 samlet set, og er alle G-mærkede vil karakteren blive 7.

På landsplan ender den gennemsnitlige karakter på 4,2, og dermed har det typiske parcelhus en karakter, der er lidt dårligere end et D-mærke, jf. skalaen under nedenstående Danmarkskort. Zoomer vi ind på kortet, afsløres det endvidere, at der er store forskelle på den gennemsnitlige energieffektivitet af de danske parcelhuse på tværs af landets kommuner.

Her er energien god

Helt i top finder vi kommuner som Skanderborg og Billund, hvor det gennemsnitlige parcelhus har en karakter på tæt ved 3,6, og dermed placerer sig næsten midt imellem energimærke C og D. Ellers er det især i det midtjyske, i og omkring Aalborg og omegnskommuner til København, hvor der er en relativ god energieffektivitet af parcelhusene.

I den modsatte ende af skalaen finder vil til gengæld mange kommuner beliggende i landdistrikterne. Helt i bund finder vi kommuner som Lolland, Langeland og Ærø, hvor karakteren er i omegnen af 5,5 – og dermed har det gennemsnitlige parcelhus et energimærke midt imellem E og F.

Frederiksberg er i den tunge ende

Ellers er det interessant, at Frederiksberg – som ellers altid klarer sig godt, når man laver sammenligninger på tværs af landet omkring udviklingen på boligmarkedet – befinder sig i den tunge ende, når man ser på energieffektiviteten af parcelhusene. Frederiksberg har selvfølgelig en relativ lille bestand af parcelhuse, men det ændrer ikke ved, at den eksisterende bestand er godt oppe i årene, og dermed knap så energivenlig.

Hele 98,6 procent af parcelhusene på Frederiksberg er opført før 1980. Til sammenligning er det kun små 70 procent i Skanderborg, som topper listen over den bedste energieffektivitet samlet set. I Skanderborg har hele 17 procent af de energimærkede huse karakteren A, mens det kun er to procent på Frederiksberg. Bornholm, Ærø, Lolland og Guldborgsund bunder med en procent.

Ser vi alternativt på antallet af G-mærkede huse, er det næsten fire ud af 10 huse på Ærø og Langeland, som har denne karakter. I Skanderborg drejer det sig om blot fem procent, mens tallet er 13 procent på Frederiksberg.

Alder påvirker effektiviteten

Det er næppe nogen større overraskelse at kunne konstatere, at energieffektiviteten i høj grad hænger sammen med den gennemsnitlige alder af bestanden af parcelhuse i de enkelte kommuner. De store forskelle i alderssammensætningen af bestanden af huse på tværs af landet – og dermed også forskelle i energieffektiviteten – skyldes flere elementer.

I landdistrikterne kan boligpriserne flere steder være så lave, at der isoleret set ikke er en fornuftig økonomi ved at opføre et nyt parcelhus. Og i de områder af landet, hvor boligpriserne er steget meget set over en længere årrække, kan det være svært at få fat på en ledig byggegrund eller få købt et hus til nedrivning, hvor man ikke ender med såkaldte ”sunk costs”. Dvs. man ikke kun betaler den ”rene” grundpris, men også betaler en vis sum penge for et hus, man vil rive ned. Det hæmmer også potentialet for nybyggeri, selvom der grundlæggende kan være mange, der drømmer om at bygge nyt i disse områder.

Det, der overordnet set kendetegner områderne med den bedste energieffektivitet, er med andre ord kommuner, hvor der har været fornuftig adgang til at bygge nyt, og hvor boligmarkedet har klaret sig relativt fornuftigt over en årrække.

Energimærkets gennemsnitlige fordeling på tværs af landet, parcelhuse:


Tags: , , ,

Lignende artikler