Print
Af

Nykredits fejl

I denne uge er Indblik skrevet af projektdirektør Curt Liliegreen fra Boligøkonomisk Videncenter.

Dansk realkredit står i en historisk imagekrise. Efter at pressen i årevis har slubret spin fra realkreditinstitutterne ukritisk i sig og regelmæssigt og troligt viderebragt, at nu steg renten i næste måned, og det var lige nu, at boligejerne skulle skynde sig at konvertere, så er der pludselig sket noget. Realkreditinstitutterne – og i særdeleshed Nykredit – er i dén grad blevet skurk i et medieopgør, som man ikke har set magen til, siden Fremskridtspartiets boligpolitiske ordfører, furien Kirsten Jacobsen for 25 år siden gik til angreb i overbelåningssagerne. Hun gav dengang råt for usødet og kaldte finanssektoren og ejendomssektorens folk ”banditter i habitter”. Men det er længe siden, og opgøret er ukendt af de unge i dag, og hos os andre er det gået lidt i glemmebogen.

 

Nu er der så ballade igen. Postyret er voldsommere end i månederne efter det finansielle sammenbrud i 2008. Man har åbenbart trådt på en nerve og ramt et følsomt sted hos boligejerne. Baggrunden er liberaliseringen af realkreditten, der har forvandlet den fra at være foreninger til at blive virksomheder, samt de stigende kapitalkrav, der er rejst efter finanskrisen. I betragtning af, at dansk realkredit internationalt set fortsat er billig, at de danske boligejere nyder godt af en historisk lav rente samt et skattestop nærmest uden ende, så er den kritiske reaktion på Nykredits handlinger bemærkelsesværdig. Kapitaldækningsbehovet er nok baggrunden for stormen, men den er næppe den udløsende årsag. I min optik handler dette ikke kun om penge, men også om at mange føler sig skidt behandlet, ja ligefrem trådt på.

 

Mange boligejere har oplevet, at de er blevet ”flyttet” fra Nykredit til Totalkredit, når de har skullet konvertere lån. Det er lånekonverteringer, som realkreditinstitutterne gennem massive reklamekampagner har presset på for, at kunderne skulle gennemføre. Det er behændigt at flytte boligejerne over i et selskab, hvor bidragene kan sættes op, og man får mistanken om, at dette er en tungtvejende årsag til de endeløse kampagner.

 

Hvis nogen føler sig bondefanget, så er det ikke underligt. I den situation er det en rød klud for boligejerne at høre om direktionslønninger på 8-12 millioner kr., og om direktører og bestyrelsesmedlemmer, der ikke har deres egne lån i foretagendet. Er det så en relevant vinkel, som medierne har anlagt her? Set i forhold til kapitaldækningsbehovet er den ikke relevant. Det er dette, der er det egentlige problem for Nykredit. Det er uheldigt og unødvendigt, at man har anbragt sig selv i en situation, hvor diskussionen om fremtiden for den danske realkreditsektor kommer til at handle om enkelte personers løn eller lån. Det er en afsporing af en ellers vigtig diskussion, og det er Nykredits fejl, og det kunne have været undgået.

 

Realkreditkunderne er vågnet op. Det er for tidligt at vurdere, om det er starten på en ny og mere konkurrencepræget sektor. Er det dét, så har man nået målet med at afregulere sektoren. Det vil i sig selv være glædeligt, men man må håbe, at det ikke stiller sig i vejen for en yderligere polstring af realkreditsektoren. Vi skulle nødigt få en konkurrence på markedsandele, der giver sig udslag i øget risikovillighed – som tilbage i 1980’erne og 1990’erne.


Tags: , , , , , ,

Lignende artikler