Print
Af

Særlige lån til udkanten – godt eller skidt?

Ved sekretariatschef, cand. polit. Curt Liliegreen, Boligøkonomisk Videncenter

Diskussionen om særlige lån til yderområderne er blusset op igen, hvor et stort antal borgmestre har meldt sig på banen med opbakning til forslaget. Faktisk et så stort antal borgmestre, at det i sig selv er bekymrende, hvis de alle påregner hjælp i deres eget lokalområde.

 

Der er flere måder at designe en sådan ordning på. Enten kunne man give en offentlig garanti til realkreditlån. Der er faktisk offentlig garanti på dele af finansieringen til almene boliger, men dette kan dårligt sammenlignes med en garanti på ejerboligmarkedet. Eller også kunne man skabe særlige, evt. offentlige lån. Sådanne særlige låneformer har vi haft før i Danmark. I 1950’erne opførte man små enfamiliehuse med fordelagtige statslån, de såkaldte ”statslån – huse”. I stedet for særlige statslån kunne det være en mere markedsbaseret løsning, hvor man dog fra statens indskød en vis kapital svarende til modellen fra Danmarks Grønne Investeringsfond.

 

Hvis man virkelig vil hjælpe boligmarkedet i udkant-områderne med finansiering, så er forslag 2 at foretrække. Det er vigtigt, at den danske realkreditmodel bevares intakt, og at der ikke opstår tvivl om modellen hos investorer. Spørgsmålet er så, om det i det hele taget er en god idé at gå ind med særlige tiltag, der skal gøre det lettere at købe bolig i udkanten.

 

For den sælger, der ikke kan slippe af med sin bolig i de ramte områder, eller for den ejendomsmægler, der står til at tjene hårde kontanter på et salg, såvel som for den borgmester, der tænker i at hjælpe sin kommune her-og –nu, må svaret være soleklart. Selvfølgelig skal man da hjælpe, og det er på tide, at der hjælpes i yderområderne fremfor at man forkæler de danske vækstcentre som København. Men er sagen nu også så soleklar, hvis man tænker længere frem?

 

Ved at lette boligkøb i områder, hvor markedet står stille, løfter man boligpriserne i de pågældende områder kunstigt. Det forhindrer en tilpasning nedad i priserne, som ellers ville være i tråd med den fraflytning og det tab af arbejdspladser, mange af disse områder har været igennem. Støtten kan lokke købere ud i områder, hvor man ikke vil kunne sælge huset igen i fremtiden, medmindre at der fortsat opretholdes en støtteordning overfor fremtidens boligkøbere. Hvis den strukturelle tilbagegang i disse områder fortsætter, så kan man blive afhængig af et stadigt højere støtteelement på det lokale boligmarkedet, for den nuværende krise er ikke et døgnflue. Omstillingen i folketal og i erhvervsliv har stået på i årtier. Går man ind og støtter, så skal man altså være parat til at blive ved – i mange år frem. Stopper man pludselig en sådan hjælpeordning, så ville det have været bedre aldrig at indføre den.

 

Ordningen skal også afgrænses på geografi. Det er jo ikke hele Danmark uden for Hovedstadsregionen og Aarhus, der kan eller skal hjælpes. Den afgrænsning kan let blive et stridspunkt.

 

Det er også vigtigt, at en støtteordning ikke bliver udnyttet af folk, der er svagere kreditmæssigt end andre købere – altså folk der er tvunget til at købe i de billigste områder på grund af en svag og usikker privatøkonomi. Det gælder selvfølgelig ikke alle købere, men skulle der være sådanne ”svage” købere imellem, så er det en opskrift på en katastrofe. Der skal opretholdes en sund og grundig kreditvurdering af køberne, støtte eller ej. Aalborg universitet og DREAM har netop afsluttet et projekt for Boligøkonomisk Videncenter, hvor de har gennemanalyseret tvangsauktionerne i Danmark i 2007 – 2012. ( Analysen er frit tilgængelig på www.bvc.dk) Undersøgelsen viser overhyppigheden af tvangsauktioner i yderområderne i det østlige Danmark, og hvordan en svækkelse af familiernes økonomi kan blive udløsende årsag bag en tvangsauktion.

 

Hvad der tænkt som en hjælp, kan ende med at blive en bjørnetjeneste til boligkøberne, hvis ordningen ikke er gennemtænkt og administreres med omtanke.


Tags: , , , , , ,

Lignende artikler