Print
Af

Den penible boligskat

I denne uge er Indblik skrevet af Cheføkonom Lone Kjærgaard fra Arbejdernes Landsbank

Den penible boligskat synes fredet igen – men hvad så?

Folketingsvalget er overstået, og med den nye regering og dens parlamentariske grundlag må det forstås, at der ikke bliver rørt ved boligskatterne i denne valgperiode.

Ejendomsværdiskattestoppet fortsætter altså, så de fleste fortsat skal betale det samme beløb som i 2001/2002 uanset hvordan boligmarkedet måtte arte sig herfra.

Grundskyldens udvikling fortsætter også i samme mønster som hidtil – præget af skattestoppet fra 2002 med loft over stigningen fra år til år. Det har de seneste år – og vil fortsat – have den konsekvens, at mange boligejere oplever stigende grundskyld uagtet prisudviklingen på boligmarkedet.

 

Bagsiden af skattestoppet er en gyngen op og ned

Tanken bag skattestoppet var (givetvis) at skabe tryghed for boligejerne. Rart er det jo at vide, at ens ejendomsværdiskat ikke vil stige, og at grundskylden ikke kan eksplodere fra år til år.

Intentionerne om at skabe tryghed har dog haft en kedelig bagside: De har gjort boligmarkedet mere ustabilt. Og spørgsmålet er, om det har skabt mere tryghed? Der er således stor enighed om, at manglen på kobling mellem ejendomspriser og boligskatter op gennem nullerne forstærkede boligprisstigningerne: Mange køber hus efter førsteårsydelsen, og derfor havde højere ejendomsværdiskatter og højere grundskyld have kunnet bremse prisstigningstakten.

De voldsomme ejendomsprisstigninger slog som bekendt over i et brat og pinefuldt dyk. Det dyk havde været mindre, hvis de forudgående stigninger havde været mindre. Det havde ligeledes gavnet boligmarkedet i 2009, hvor markedet stod stille, hvis boligskatterne var fulgt med boligpriserne ned. En endnu lavere første års ydelse ville have fået flere købere på banen. Istedet var ejendomsværdiskatten fastlåst og mange steder steg grundskylden.

At sætte brugerprisen op på den vare, der er ringe efterspørgsel på, er som regel ikke måden at få vendt udviklingen på!

 

Hvad nu?

Nu er vi så igen i en situation i de største byer, hvor boligefterspørgslen er stærkt stigende – drevet frem af lave renter, begyndende økonomisk fremgang, optimisme og en fastlåst ejendomsværdiskat. Med andre ord: Der er gjort klar til endnu en tur i den store boligprisgynge.

Sjovt er det, når turen starter, og man får stået af i tide. Pinefuldt er det, hvis man ryger af undervejs.

Så nok må man forstå, at boligskatterne er fredet de næste fire år. Men farten kan tages af boligmarkedet med andre instrumenter, hvilket også tidligere er sket herhjemme: Pinsepakken og kartoffelkuren bød på reduktion af rentefradraget og indførsel af mixlån, der slog direkte ud i stigende første års ydelser og dermed ramte boligmarkedet.

Den slags instrumenter er der (i hvert fald mig bekendt) ikke afgivet valgløfter om under denne valgkamp. Ansvarlige politikere har altså stadig mulighed for at gribe til våben overfor en uholdbar udvikling på boligmarkedet.

 

Mangel på action kan blive til hård landingsbane

Kommer det økonomiske opsving med stor styrke, mens renterne forbliver lave, vil fravær af indgriben i forhold til boligmarkedet hurtigt kunne sende os ud på en ny gyngetur. En sand fryd for dem, der er med på gyngen og får stået af i tide. En stenhård landingsbane for dem, der ender med at flyve af.

Ærgerligt at timing skal være så afgørende på boligmarkedet – når vi nu har muligheden for at udjævne udsvingene. Ejerbolig er for de fleste noget man køber og sælger i takt med ændringer i boligbehovet gennem livets faser. Mere stabile boligpriser vil betyde, at ind- og udtræden af boligmarkedet ikke er det, der afgør om ens økonomi får det helt store boost eller bliver en stor økonomisk maveplasker.


Tags: , , , , ,

Lignende artikler