Print
Af

Almene boliger ulige fordelt

Ved sekretariatschef, cand. polit. Curt Liliegreen, Boligøkonomisk Videncenter

Inden for boligøkonomi taler man om fordelen ved at have et bredt spektrum af indkomster indenfor et nabolag, det man i USA betegner som et ”mixed income neighbourhood”. Idéen om at det er godt at blande kendes også i Europa. I UK har man især fokuseret på fordelen ved at blande ejerformerne, betegnet som ”mixed tenure communities”.

 

Fordelene er blandt andet, at man undgår at skabe koncentrationer af ressourcesvage borgere og dermed opdele boligmarkedet i skarpt adskilte enklaver, en såkaldt segregation. Samtidig tror man på, at blandinger af ejerformer gør det lettere for de yngre at flytte fra én boligtype til en anden. For eksempel at unge, der starter i en udlejningsbolig, senere kan flytte til en ejerbolig, men blive i det område, som de kender, og hvor de og deres børn har dannet netværk.

 

Det er nu lettere sagt end gjort at realisere tanken i virkeligheden. Kigger man rundt i de danske kommuner, så er der en stor variation i de enkelte ejerformers andele. Således er Københavns kommune først og fremmest Danmarks ”andelsbolig-by” nummer 1, med 36,5% andelsboliger. Omvendt er Brøndby helt domineret af almene boliger, som tegner sig for 65% af alle boliger i kommunen. Blandt de store bykommuner er det Aarhus, der er landets almenbolig-by med næsten 30% almene boliger. Det skal sættes i forhold til, at der i København er en andel på 22% almene boliger.

 

Andel almene boliger i % af alle boliger i udvalgte danske kommuner i 2015

Skærmbillede_28_04_15_15.10

NB!: Kilde er www.statistikbanken.dk , tabel BOL101. Der er kun medtaget beboede boliger. I totalen er der ikke medregnet boliger, hvis ejerform var uoplyst.

Der er en voldsom forskel mellem København med 22% almene boliger og så omegnskommunerne, hvor 4 kommuner ligger på andele mellem 57% og 65%.

 

I den anden ende af skalaen ligger der tæt ved København enklaver som Gentofte, Vallensbæk og Egedal med henholdsvis 4,9%, 7,5% og 12,4% almene boliger, og dels landkommuner som Stevns, Jammerbugt og Nordfyns. De tre sidste har henholdsvis 5,7%, 7,1% og 8,6% almene boliger.

 

En sådan ulige fordeling har mange historiske og politiske forklaringer, og der er nok ingen, der forestiller sig, at kommunerne skal være ens. I disse år, hvor den store befolkningstilvækst forekommer i København, Aarhus, Aalborg, Odense og på Frederiksberg, er der imidlertid behov for, at der i disse byområder også er boliger til de, der ikke bare kan besøge ejendomsmæglernes kontor og betale sig fra boligproblemerne. Det sætter fokus på især København, fordi byen har relativt få almene boliger, og fordi den nok så afgørende også har byggemuligheder, samtidigt med at de fleste omegnskommuner allerede har en høj andel af almene boliger.

 

Hvis København skulle have den samme relative andel af almene boliger som Aarhus, så skulle København have 16.000 flere almene boliger! I diskussionen om den seneste ændring af planloven og almenboligloven, der skal give mere alment boligbyggeri i København, er dette et forhold, som man bør betænke. Dette er ikke kun en diskussion om nogle havnegrunde, uanset hvor vigtigt denne forståeligt nok er for de involverede investorer, men det handler også om den overordnede balance på vort boligmarked og i vort samfund mellem kommunerne indbyrdes og mellem forskellige indkomstgrupper. Hvis man overlader styringen af boligmarkedet til markedskræfterne, så vil vi til sidst komme til at stå med de samme problemer, som man i dag oplever på det engelske boligmarked, især London. Værdistigninger på ejerboliger og andelsboliger vil presse først lav- og siden mellemindkomst familier væk fra centrum.


Tags: , , , ,

Lignende artikler