Print
Af

F1-lånet nok engang i stormvejr

I denne uge er indblik skrevet af cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig fra Realkredit Danmark

Diskussionerne om fremtiden for F1-lånet har kørt på højtryk gennem sommeren – især skudt i gang af kreditvurderingsbureauets S&P´s kritiske røster om refinansieringsrisikoen forbundet med disse lån. Det følger i kølvandet på de senere års kritiske røster fra blandt andet Nationalbanken. Set i lyset af F1-lånets store udbredelse og historiske succes kan det ikke undre, at denne diskussion deler vandene mellem fortalere og modstandere af F1-lånet.

 

F1-lånet har hjulpet boligejerne og dansk økonomi gennem de senere år

Et af de ofte hørte argumenter i debatten i forsvar for F1-lånet er, at dette lån har hjulpet dansk økonomi bedre end ellers gennem krisen, og det har sikret danskerne store rentebesparelser. Disse udsagn er svære at argumentere imod. Låntagere med F1-lån har således hurtigt fået gavn af de store rentefald, vi har oplevet gennem de senere års økonomiske ørkenvandring, og det har dermed også betydet, at boligejerne i første omgang har fået mere luft i den daglige økonomi – en luft, der har været med til at sikre, at det private forbrug ikke faldt endnu mere til skade for dansk økonomi. Endvidere har det også været med til hjælpe boligejere, der er blevet ramt af arbejdsløshed, med at holde sig økonomisk flydende, og det er også en forklaring på, at antallet af restancer og antallet af tvangsauktioner har holdt sig på nogle lavere niveauer end frygtet set i forhold til krisens omfang.

 

Det er imidlertid ikke den korte variable rente, der er problemets kerne

Set i lyset af ovenstående ender debatten omkring F1-lånet ofte med at dreje sig om, hvorvidt låntageren er i stand til at håndtere risikoen for stigende renter engang i fremtiden. Det er imidlertid mere en diskussion om den førte kreditpolitik, og diskussionen rammer dermed også forbi problemets kerne. Det er ikke den korte variable rente, der er udfordringen – det er i stedet den såkaldte refinansieringsrisiko.

Refinansieringsrisikoen henviser til, at realkreditsektoren i værste fald kan komme i den situation, at det kan blive vanskeligt at sælge alle obligationer ved rentetilpasningsauktionerne. Refinansieringsrisikoen opstår potentielt fordi der ikke er en én-til-én sammenhæng mellem løbetiden på boligejerens lån, og løbetiden på obligationen. Med F1-lån skal realkreditinstitutterne ud på de finansielle markeder år efter år og sælge obligationerne (refinansiering) – mens låntager i udgangspunktet har lånt pengene for en 30-årig periode.

 

Refinansieringsomfanget er steget markant

Er refinansieringsrisikoen så reel eller er den mere af hypotetisk karakter? Der kan argumenteres for, at realkreditsystemet allerede er blevet testet under finanskrisen tilbage i slutningen af 2008, og derigennem har vist sin robusthed. I første omgang kunne det indikere, at refinansieringsrisikoen mere tager karakter af at være hypotetisk frem for reel. Imidlertid skal man huske på, at der fortsat var tillid til dansk økonomi – frasalget af danske kroner og obligationer i starten af finanskrisen skyldtes mere likviditetsovervejelser hos investorerne – og samtidig er refinansieringsomfanget herhjemme steget markant gennem de senere år. Tilbage i år 2000 udgjorde det samlede refinansieringsomfang ”blot” 4 % af BNP – det var vokset til 16,8 % i 2008, og i 2012 udgjorde refinansieringsomfanget næsten 36 % af den samlede danske økonomi. Det understreger hvor store beløb, realkreditten hvert år skal hente hjem på de finansielle markeder til danske ejendomme og ejerboliger. Det sætter en tyk streg under, hvorfor Nationalbanken og kreditvurderingsbureauerne har fokus på refinansieringsproblematikken i forhold til den samlede økonomi og finansielle stabilitet herhjemme – det udgør ikke blot et potentielt problem for realkreditsektoren selv, men også for den almindelige danskers økonomi – boligejer eller ej.

 


Tags: , , , ,

Lignende artikler