Print
Af

Er boligmarkedet klasse-delt?

Denne uge er Indblik i Boligmarkedet skrevet af sekretariatschef, cand. polit. Curt Liliegreen, , Boligøkonomisk Videncenter.

En undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd sætter fokus på, hvordan forskellige sociale klasser i Danmark bosætter sig. Det er et led i en større analyse af sociale klasser i Danmark. Undersøgelsen viser, hvordan 5 sociale klasser, overklasse, højere middelklasse, middelklasse, arbejderklasse og underklasse har bosat sig i perioden fra 1985 til 2009. Den kan læses på

Allerede da jeg startede på universitetet i 1976 var ordet ”klasse” noget antikveret. Men hvis man bare tænker ”gruppe”, når AE skriver ”klasse”, så går det an at læse undersøgelsen. Den viser, at overklasse og højere middelklasse koncentrerer sig, specielt i Nordsjælland. Underklassen koncentreres i stigende grad vest for København og i de større byer. På et site som boligsiden.dk vil det næppe overraske læserne, for et gammelt mantra på boligmarkedet siger ”beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed”, det er dét som tæller. At velhavende mennesker flytter ud i attraktive omgivelser nær sø og strand, ved skov og andre rekreative områder, og i områder med smukke og velbyggede boliger og eksklusive butiksstrøg kommer næppe som en større overraskelse. Man kan blot gå ind på www.boligsiden.dk og tjekke m2 priserne på ejerboliger i Hørsholm i forhold til Albertslund.

Med undersøgelsens definition af overklasse, tilhørte 2,1 % af befolkningen overklassen i både 1985 og 2009. Overklassens foretrukne kommuner er Gentofte, Hørsholm og Rudersdal. Det var det i 1985, og det holdt også stik i 2009.
Den højere middelklasse udgjorde 6,9 % af befolkningen i 1985, og 12 % i 2009. Det er en stigning på ikke mindre end 74 % i andel. Med andre ord er ”toppen” af samfundet vokset. Den højere middelklasses foretrukne kommuner er Rudersdal, Gentofte og Lyngby-Taarbæk. I Rudersdal udgjorde den højere middelklasse i 2009 31,4 % af befolkningen mod 23,2 % i 1985. Mere dramatisk er forandringen i København, hvor andelen i 1985 var 6,3 %, og i 2009 20,6 %, eller Gladsaxe, hvor andelen er vokset fra 9 % til 20 %. På Frederiksberg er andelen steget fra 11,6 % til 29 %.
Udtrykker disse tal en opsplitning af boligmarkedet? Svaret er ja, det gør de til en vis grad, men de udtrykker også noget mere. Tallene viser, at København og dens nærområder i dag klarer sig markant bedre og tiltrækker flere personer med højere indkomst og uddannelse end for 25 år siden. Det er under alle omstændigheder en positiv historie. Den dækker også over en ændret alderssammensætning i København og Frederiksberg med færre pensionister, og at en hel del meget små og dårlige lejligheder forsvandt i forbindelse med den massive byfornyelsesindsats tilbage i 1985 – 1995.
Når andelen af personer i den højere middelklasse stiger i en del områder, så skyldes det også, at der er blevet langt flere personer i denne klasse, den er vokset med 74 % på blot 24 år. I velhaverkommunen Rudersdal er den højere middelklasses andel steget fra 23,2 % til 31,4 %, en stigning på 35 %. Men på landsplan er den højere middelklasses andel af befolkningen jo steget med mere end det dobbelte. Undersøgelsen korrigerer ikke for dette forhold, der især er relevant for den højere middelklasses bosætningsmønstre.
Med de forbehold, hvad signalerer undersøgelsen så? Den kan tolkes sådan, at de der har råd, fravælger de mindre attraktive områder, både fordi de tiltrækkes af de attraktive områder og af den sociale status, der er knyttet hertil, men også fordi de frastødes af de mindre attraktive områder og den negative sociale status, som de opfatter, at der er knyttet hertil. Det kalder man med et fint ord segregering. En af konsekvenserne af segregering kan være forskelle i den service, borgerne får i områderne, såsom kvaliteten af uddannelsessystemet. Man kan frygte, at en sådan segregering bliver selvforstærkende.
Men segregeringen er også et resultat af større samfundsforandringer. Traditionelle jobs indenfor industri forsvinder, og nye højtlønnede jobs opstår i kreative brancher i storbyområderne. Der sker en fraflytning fra udkantområder, og en befolkningstilvækst i København.
Skal man udligne problemet gennem nybyggeri, for eksempel ved at opføre mere alment byggeri i Nordsjælland? Omfanget af det samlede nybyggeri i Danmark ligger pt. på ½ % årligt af den samlede boligmasse, så hvis man vil udligne via boligpolitik, så står man med et projekt med en særdeles lang tidshorisont.
Trods alt er problemet i Danmark mindre end i andre lande. Det skyldes, at indkomstforskellene er små i Danmark, og at udligningen af velfærdsgoderne via skattesystemet er stor. Den kommunale udligningsordning skal forsøge at adressere problemerne med ulighed. Med Verdens højeste skattetryk, er det nok kun en eksotisk venstrefløj, der vil foreslå en øget udligning gennem skattesystemet.
Vi skal ikke ignorere segregeringen på boligmarkedet. Men løsningen på problemerne ligger ikke i at kæmpe imod befolkningens frie valg og flyttemønstre . I stedet kan man angribe problemerne med negativ ”social arv” i de mindre attraktive områder gennem en ekstra indsats i uddannelsessystemet og i et målrettet arbejde med integration af udsatte grupper på arbejdsmarkedet. Man må sætte ind mod belastede boligområder, hvor der er risiko for at området kan medvirke til at marginalisere beboerne.  Center for Boligsocial Udvikling  har evalueret forskellige boligsociale programmer, og i dets rapporter findes en veritabel værktøjskasse for denne indsats.


Tags:

Lignende artikler